Dialyseadgangsveje

Adgangsveje til dialysebehandling

Uanset hvilken form for dialysebehandling, du skal i gang med, er det nødvendigt at skabe adgangsvej til at kunne køre dialyse. Det gøres ved en mindre operation. Afhængig af type dialysebehandling skal der være adgang til enten bughulen eller til blodbanen. 

P-dialyse

For at kunne fylde og tømme bughulen med dialysevæske, skal du have anlagt et kateter i bughulen. Kateteret får du anlagt ved en operation enten i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Kateterets ene ende ligger i bunden af bughulen, og den anden ende føres nogle centimeter under huden og ud ca. 10 cm fra navlen. Kateteret kan anvendes med det samme og vil i løbet af 3-6 uger vokse fast til underhuden. Du kan sagtens tage bad, når du har et P-dialysekateter. Kateterets frie ende sluttes til dialyseposernes slangesæt, når der skiftes dialysevæsker. Der, hvor P-dialysekateteret har sin udgang, bæres en ren forbinding. Når kateteret ikke er i brug, kan du fæstne det med et elastikbælte. Personalet på nyreafdelingen kan vise dig forskellige modeller. Ved svømning kan du fæstne kateteret i en colostomipose.

Hæmodialyse

Hæmodialyse kræver, at der etableres en adgang til blodbanen via et kraftigt blodkar. Der findes forskellige former for adgangsveje.

A-V fistel

En A-V fistel er en blodåre, der udvikles ved, at man forbinder en pulsåre (arterie) med en blodåre (vene) i armen. Den laves ved en mindre operation – typisk i lokalbedøvelse. Efter operationen vil der løbe en større mængde blod igennem blodåren, og denne vil, i løbet af 4-8 uger, blive til et tykkere kar, som kan tåle, at man stikker i det flere gange om ugen.

Det er bedst at få lavet en fistel i god tid, inden du planlægger at skulle begynde i hæmodialyse, da en fistel skal modne over et par måneder, før den kan bruges. Derudover kan det for nogle tage et par forsøg at få fistlen til at virke. Hvis din fistel virker, vil venen gradvist blive større og kan ses bule frem på armen. Det er et tegn på, at din fistel er sund. Med god pleje kan en fistel holde i mange år. 

Når du dialyserer ved hjælp af en fistel, skal du have anlagt to nåle ved hver dialyse. En arterienål, der fører det urensede blod til dialysemaskinen og en venenål, der fører det rensede blod tilbage til kroppen.

Graft

En graft er et stykke kunstmateriale, der indsættes mellem en pulsåre (arterie) og en blodåre (vene) i armen. Dette stykke kunstmateriale fungerer som og ligner en blodåre. Denne operation laves typisk i fuld narkose, og der skal gå cirka 3 uger, før der må stikkes i den. Dialyserer du ved hjælp af en graft, skal du have anlagt to nåle ved hver dialyse. En arterienål, der fører det urensede blod til dialysemaskinen og en venenål, der fører det rensede blod tilbage til kroppen.

Hæmodialysekateter

Et kateter er et tyndt blødt plastikrør, der lægges i en stor vene på halsen (akutkateter) eller ved kravebenet (permanentkateter). Kateteret sys fast på huden, så det ikke glider ud. Permanentkateteret vil i løbet af 4-6 uger vokse fast, hvorefter trådene fjernes. Et dialysekateter har to frie ender, kaldet ”kateterben”, uden for huden. Kateterbenene sluttes til dialyseslangerne under dialysebehandlingen. Kateteret kan anvendes straks efter anlæggelsen, men holdbarheden er begrænset, så kateteret skal skiftes efter et par år, eller hvis det ikke fungerer tilfredsstillende.

God hygiejne i dialyse

Når du er i dialyse, er god hygiejne ekstra vigtigt, da behandlingen gør, at du er i øget risiko for infektioner gennem dialyseadgangsvejene. Du kan læse mere her.